FC Helsingør forlænger med offensivt stortalent

FC Helsingør har forlænget kontrakten med U17- og U19-midtbanespilleren Alexander Lyng, der samtidigt rykkes op i førsteholdstruppen. 

Den 16-årige spiller har imponeret stort i ungdomsrækkerne, og har trænet med førsteholdet af flere omgange. Han fik han spilletid for førsteholdet i mandagens træningskamp mod Helsingborg, og lørdag scorede han to mål, da han fik fuld tid i 4-4 kampen mod Superliganedrykkerne fra Lyngby, 

Alexander Lyng selv glæder sig over den nye kontrakt, og over at spille i FCH:
– Jeg synes vi har et stærkt miljø, og et godt sportsligt set up jeg kan udvikle mig i. Jeg er blevet taget rigtigt godt imod på førsteholdet, og er blevet guidet godt i hvordan tingene bliver gjort og hvad jeg skal gøre. Hvis jeg skal beskrive mig selv som spiller, er jeg offensiv midtbanespiller, teknisk god med begge ben, og en dribler der er kølig foran mål. 

– Mine første mål nu er at arbejde med min eksplosivitet så jeg kan blive endnu hurtigere. Så skal jeg have indhop for førsteholdet, og så hurtigst muligt blive en spiller der er i spil til at blive fast førsteholdsspiller. 

Sportschef Brian Gellert er begejstret over at få papir på Alexander Lyng to år yderligere:
– Alexander Lyng har trænet med her fra begyndelsen af den nye sæson, og har gjort det exceptionelt godt. Når man gør det, så kigger vi på kvaliteten frem for dåbsattesten. Når en spiller som Alexander kommer og viser sig frem som han har gjort, og samtidigt placerer sig helt i toppen af de fysiske tests, så fortjener man sin plads i førsteholdstruppen. Nu skal vi stille og roligt udvikle ham til seniorspiller, og der er det en stor fordel at være her i Helsingør, hvor spillere som Alexander har mulighed for både at passe sin skole, samtidigt med de spiller elitefodbold. Vores talentafdeling har arbejdet rigtig godt med Alexander, og han har en masse værktøjer med sig, som vi nu skal udvikle yderligere. Men hans kamp mod Lyngby i dag, hvor han spiller 90 forrygende minutter og kroner dem med to mål, taler alt om det store talent han besidder. 

Alexander Lyng scorede i sidste sæson ni mål i otte kampe for U19-holdet, og 21 mål i 28 kampe for U17 

FLERE NYHEDER