FC Helsingør var klart bedst i første halvleg af mandagens kamp, men i anden halvleg satte Silkeborg IF trumf på, og med to scoringer kunne midtjyderne trække sig sejrrigt ud af FC Helsingørs første kamp i oprykningsspillet.
Det var hjemmeholdet fra Silkeborg, der startede bedst de første fem minutter. De vævre SIF-spillere spillede bolden godt rundt i egne rækker, og fik også spillet sig til et par indlæg og et enkelt hjørnespark, uden at det sådan for alvor blev farligt. Men så fik FC Helsingør spillet sig mere ind i kampen, og efter ti minutters spil, førte hurtigt ping-pong spil mellem Callum McCowatt og Eli Just til et hjørnespark. Det var inde foran mål tæt på at Liam Jordan kunne heade på mål, men Silkeborgs forsvar var vågne, og lukkede ned for chancen.
Efter et kvarter fik Carl Lange bolden centralt. Han tog et træk forbi en mand, og lagde bolden ud til Philip Rejnhold i højre side. Rejnhold trak ind i feltet, og slog et fladt indlæg på tværs i det lille felt. Inde foran mål var Callum McCowatt centimeter fra at kunne glide bolden i mål, men newzealænderen var lige et my for sent på den. Stor mulighed til McCowatt.
Få minutter senere var det tæt på i den anden ende, da et frispark i venstresiden blev sendt giftigt ind i boksen af Magnus Mattsson. Her var det meget tæt på, at Nicklas Helenius kunne heade den ind, men Nikolaj Hansen kom op, og fik lige akkurat generet angriberen nok til at han sendte bolden over mål.
Med 23 minutter på tavlen fik Liam Jordan en god bold op fra egne rækker, og trak fra sin mand på højresiden. Han havde endnu en oppasser på siden, men satte ham med en fiks finte, og trak i feltet, hvor han slog et godt, buet indlæg ind mellem målmand og forsvar. Men desværre var resten af holdet ikke så vågne, og der var ingen FCHere til at komme på bolden, som Silkeborg klarede til hjørnespark. Det fik SIF også clearet af et par omgange, indtil bolden til sidst havnede hos Frederik Juul, der sendte en kvalificeret afslutning mod det lange hjørne, men desværre også lige forbi stolpen.
Lige da vi rundede den halve time, fik FCH deres hidtil største chance. Liam Jordan førte bolden op gennem midten, og slog stikningen til Carl Lange på det helt rigtige tidspunkt. Lange kom igennem forsvarskæden, men var kommet lidt ud i siden, og Gunnarsson i Silkeborgmålet kunne komme ud og blokere Langes afslutning med en god redning. Godt spillet af Jordan og Lange, der var i hopla i denne fase af kampen.
Fire minutter senere var det Silkeborgs tur til at få deres største chance indtil da. Helenius trak frem til kanten af feltet, gik forbi sin mand, og slog et indlæg ind til Magnus Mattsson, der kom op, og headede på mål. Bolden var dog lidt bag Mattsson, og han måtte vende og heade med ryggen mod mål. Hans hovedstød gik derfor lidt for højt, og tog overliggeren, så Kevin Stuhr kunne erobre.
Der var gang i kampen nu, og kort efter var Callum McCowatt tæt på. Mouritsen slog et fladt indlæg i feltet efter et godt raid op ad sin venstreside, og centralt huggede McCowatt til bolden første gang. Hans skud blev dog lige nøjagtigt blokeret, og gik ud til et hjørnespark, der ikke førte til det store.
Frem mod pausen var det FC Helsingør der pressede på, og en velspillende Liam Jordan havde flere gode aktioner, og et enkelt skud forbi mål på en kontra, men det blev ikke til store chancer til nogen af holdene inden pausefløjtet, og FC Helsingør kunne gå i omklædningsrummet efter en meget velspillet første halvleg, hvor man i lange perioder havde været bedre og mere på bolden end hjemmeholdet.
Anden halvleg begyndte dog med en stor chance til Silkeborg. Efter mindre end to minutter fik de et hjørnespark, der blev sendt giftigt ind i det lille felt. Hårdt presset kunne Kevin Stuhr ikke få fat om bolden, og måtte nøjes med at blokere ud i feltet. Her blev bolden heldigvis clearet ud inden en Silkeborgmand kunne komme til skud.
Ti minutter inde i halvlegen fik FC Helsingør frispark ude i højreside, lige uden for feltet. Daniel Norouzi slog bolden fladt og kort, og inde foran sendte Carl Lange bolden lige forbi stolpen med et godt skud. Fin kombination, der var meget tæt på at lykkes. Det blev det sidste Carl Lange lavede i kampen, da han og Eli Just minuttet efter gik ud, og blev erstattet af Lucas Haren og Anders Holst.
Tre minutter senere var Silkeborg så tæt på, da et godt kontraløb endte med et skarpt indlæg, som Stefan Thordarson huggede til første gang. Nikolaj Hansen stod heldigvis det helt rigtige sted, og kom fremragende ned og blokerede skuddet.
Kampen bølgede noget mere frem og tilbage end den havde gjort i første halvleg, og ingen af holdene havde det klare overtag, frem mod det 65.minut, hvor Silkeborg satte gang i en god periode, hvor de sværmede om FCHs felt. Men anført af en velspillende forsvarskæde, og en utrætteligt kæmpende Daniel Norouzi centralt, red FC Helsingør stormen nogenlunde af. I det 75. minut troede Silkeborg at de havde scoret, da et hjørnespark blev headet ind, men målet blev korrekt underkendt for frispark.
Men minuttet efter gik den ikke længere for FC Helsingør. Thordarson kom forbi i FCHs venstre side, og slog et perfekt indlæg ind til Nicolai Vallys, der kom højest centralt og headede bolden utageligt i nettet bag Kevin Stuhr. Første gang i kampen at FC Helsingørs forsvar blev fanget på det forkerte ben, og det straffede Silkeborg prompte.
1-0 Silkeborg IF
I det 80. minut satte Silkeborg så kniven ind. Nicolai Vallys snød offsidefælden, og kom alene igennem centralt. Alene med Kevin Stuhr Ellegaard svigtede Vallys ikke, og han satte stille og roligt bolden ind ude ved stolpen.
2-0 Silkeborg IF
To minutter senere var FCH tæt på at reducere. Lucas Haren viste sin fart, og løb forbi sin mand i højresiden. Herfra slog han et fladt indlæg i feltet, hvor indskiftede David Boysen havde sneget sig ind ved den fjerne stolpe. Boysen var stort set fri, men var lige akkurat kommet foran bolden, og kunne ikke sætte den i mål.
To minutter før tid fik Nikolai Geertsen gult kort, da han stoppede en omstilling, og da han havde et kort i forvejen, satte det kronen på værket for en skidt halvleg for FCH, og Geertsen måtte gå tidligt i bad med et rødt kort.
Så kunne Silkeborg stille og roligt køre sejren hjem, og FC Helsingør måtte indkassere forårssæsonens første nederlag. FCH får mulighed for at rejse sig igen allerede på fredag d. 09. april, hvor vi på hjemmebane tager mod HB Køge. Det er kl. 19.00, og kampen kan som altid ses på viaplay.dk.
- Ellegaard(M), N. Mouritsen, N. Hansen, N. Geertsen, P. Rejnhold, Norouzi (87’ Ainsalu) F. Juul Christensen, E. Just (56’ Holst) L. Jordan (86’ O. Kjærgaard), C. Lange (56’ Haren), C. McCowatt (73’ D. Boysen)
Kampreferat fra FC Helsingør | 5. apr 2021 | Arkiv, Sæsonen 2020/21