REJNHOLD OG HAREN SKØD FCH SNUBLENDE TÆT PÅ TOP-SEKS

FCH spillede sig helt op på en fjerdeplads, og kom meget, meget tæt på at sikre sig top-seksplaceringen med en flot 2-1 sejr på udebane mod Vendsyssel FF, i en kamp hvor FC Helsingør til trods for en tung og svær bane, lykkedes med at sætte spillet rigtig pænt op i lange perioder.

FC Helsingør fik den bedst tænkelige start på kampen. Nicklas Mouritsen tog et indkast i venstre side af banen, kort efter bolden var givet op. Det landede hos Lucas Haren, der tog et enkelt træk bagud i banen, og lagde et følt indlæg ind i lille felt. Her havde Philip Rejnhold sneget sig ind og backen smøg sig ind mellem Vendsyssels to midterforsvarere og headede bolden i det modsatte hjørne, uden om målmand Fabian Ehmann i Vendsysselmålet. Der var kun spillet 38 sekunder.
0-1 FC Helsingør

Men allerede efter fem minutters spil fik hjemmeholdet udlignet. Mohammed Cham-Saracevic førte bolden frem op gennem midten, og FCHs forsvar gik næsten i vejen for hinanden, da han nåede FCH-feltet. Så kunne han ugeneret komme til afslutning fra en position til højre i feltet, og Saracevic satte den køligt ind i det lange hjørne til udligningen.
1-1 Vendsyssel FF

De to scoringer gav en lidt rodet kamp det første kvarters tid, hvor begge hold virkede lidt rystede. Næste store chance faldt dog til FC Helsingør. Efter 13 minutters spil førte FCH bolden op gennem midten, og Oliver Kjærgaard kom forbi sin mand på kanten af feltet. Kjærgaard trak ud i højre side, og lagde en god stikning til Callum McCowatt, der kom rundt om sin mand og trykkede af fra nært hold. Men Ehmann var på plads, og parerede afslutningen ud. På det efterfølgende hjørnespark var der ikke nogen der kunne komme op til Anders Holsts ellers udmærkede bold, og chancen gled ud i sandet.

Vendsyssel viste dog også tænder, og fem minutter senere var det centimeter fra at Henry Järvelaid kunne komme op til et godt indlæg fra højre og heade på mål, men FCH-forsvaret fik afvist i sidste øjeblik.

Kampen bølgede frem og tilbage, og kort efter fik FCH en stor mulighed, da Nicklas Mouritsen efter et indkast kunne finde Callum McCowatt i feltet med et skarpt hovedstød frem i banen, men inde centralt troede McCowatt, at han havde en medspiller med og lod bolden gå. Desværre var der ikke nogen med, og igen gled chancen ud i ingenting.

Frem mod den halve time bød kampen mere på fight og frispark end store muligheder, ud over et enkelt hovedstødsforsøg forbi mål fra Nikolaj Hansen.

Lige da uret rundede 30 minutter, rundede Oliver Kjærgaard en modstander og trak ind i feltet. Kjærgaard tog endnu et træk, og kom ind under mål. Han var dog dækket tæt op, og hans forsøg på mål med venstrebenet blev blokeret.

Tre minutter senere fik Vendsyssel så en stor kontramulighed, da Cham-Saracevic blev sendt afsted mod mål med en god tværaflevering. Philip Rejnhold kunne kun genere Saracevic, der huggede giftigt på mål, men Kevin Stuhr Ellegaard var vågen og blokerede det hårde skud med en god parade.

Med 37 minutter på uret sendte FCH en god bold frem mod højresiden, hvor Haren og Norouzi i samarbejde fik spillet bolden frem til Callum McCowatt, der trak mod mål. Anders Holst løb på tværs, men fra kanten af feltet sparkede McCowatt selv på mål uden helt af få træf på bolden, og Ehmann kunne samle bolden op uden de store dikkedarer.

Lige på kanten til pause, var FC Helsingør urimeligt tæt på i to omgange. Først tog Lucas Haren en fremragende dribletur forbi to mand og ind i feltet, hvor han fra baglinjen slog et buet indlæg ind til Callum McCowatt ved den bagerste stolpe. McCowatt gjorde det rigtige, og headede bolden nedad, men på stregen hev Ehmann en fænomenal redning ud af ærmet, og forhindrede en scoring til FC Helsingør. På det efterfølgende småspil rundt om feltet, fik FCH lidt heldigt lagt en blød bold ind i feltet, hvor det var en skostørrelse fra at Oliver Kjærgaard kunne få tåen på og dirigere bolden i mål. Men han nåede lige præcis ikke bolden, og så måtte FCH gå til pause med 1-1 på tavlen.

Men der var ikke spillet mere end tre minutter af anden halvleg før FC Helsingør kom på tavlen. Igen startede det med et indkast fra Mouritsen, der fandt Oliver Kjærgaard. Kjærgaard trak til baglinjen, og slog et godt indlæg ind til Callum McCowatt, der godt dækket op, og med ryggen mod mål alligevel fik dirigeret bolden videre til Lucas Haren. Det så egentlig ud til at Haren var dækket op, men den vævre kantspiller tog et enkelt træk til venstre i banen, og krøllede så bolden uden om både forsvar og målmand, og helt op i trekantsammenføjningen med et følt højrebensspark. Fremragende afslutning fra Lucas Haren, og super offensivt spil af McCowatt og Kjærgaard i opspillet
1-2 FC Helsingør

Scoringen førte til et lidt højere pres fra hjemmeholdet, uden at det dog førte til muligheder. FC Helsingør lurede hele tiden på kontraløb, og både gav og tog i tacklingerne, i forsøgte på at lukke kampen. Lige inden uret rundede en time, måtte banens nok bedste spiller indtil da, Lucas Haren, lade sig udskifte med et riv i baglåret. Han blev erstattet af Eli Just. Derudover valgte trænerteamet også at sende David Boysen og Liam Jordan på banen i stedet for Anders Holst og Callum McCowatt et par minutter senere.

Indskiftningerne gav FC Helsingør mere luft at gøre med, og de næste ti minutter spillede gæsterne bolden godt rundt om Vendsyssels pres, og fik sat mange gode afleveringer sammen. Den sidste aflevering i dybden eller over kanten bød sig dog ikke rigtigt til, og bolden kom ikke i felterne.

I det 71. minut fik FCH dog frispark i venstre side, og Norouzis gode bold ind i feltet sejlede lige præcis over pandebrasken på kaptajn Nikolaj Hansen, der var tæt på at udbygge føringen. Der stod FC Helsingør på det meste i denne fase, men det sidste stød lod vente på sig.

Med ti minutter tilbage af kampens regulære spilletid, fandt Vendsyssel de sidste reserver frem, og fik lagt et lidt tungere pres på FCH, hvilket førte til et enkelt godt indlæg fra Konaté i højresiden, der dog ikke nåede frem til nogen i feltet.

Ellers kæmpede FCH forbilledligt, og igen var Frederik Juul Christensen og Daniel Norouzi centralt i banen nøglespillere med en kæmpe arbejdsindsats. Norouzi blev i det 88. minut erstattet af Mihkel Ainsalu, og Frederik Bay kom på banen i stedet for Oliver Kjærgaard. Bays indskiftning betød at backen rundede de 100 kampe i FCH-trøjen.

I to minutters overtid fik Eli Just prikket en bold fra David Boysen videre til Liam Jordan, der stak afsted i venstresiden. Jordan forsøgte at spille på tværs til Eli Just, men en desperat Vendsyssel-tå kom lige nøjagtigt i vejen. Minuttet efter sendte Liam Jordan så David Boysen i dybden, men alene med Ehmann kom Boysen til kort, da målmanden kom godt ud af målet, og blokerede Boysens afslutning.

Men det betød ikke så meget, da FCH kunne køre den hjem det sidste minut, og med 2-1 sejren er Helsingoranerne millimeter fra den top-seksplacering, der endegyldigt vil sende nedrykningsspøgelset på porten, og cementere en forrygende sæson for Morten Eskesens tropper.

FCH: K. Stuhr Ellegaard, N. Mouritsen, N. Hansen, N. Geertsen, P. Rejnhold, D. Norouzi (88’ M. Ainsalu), F. Juul Christensen, A. Holst (61’ L. Jordan), O. Kjærgaard (88’ F. Bay), L. Haren (59’ E. Just), C. McCowatt (61’ D. Boysen)

Kopi fra FC Helsingør | 7. mar 2021 | ArkivSæsonen 2020/21

FLERE NYHEDER