FC Helsingørs U19-angriber Anosike Ementa er blevet solgt til Superligaklubben AaB.
Anosike har været inde omkring FCHs seniortrup i længere tid, og fik debut på førsteholdet i oprykningskampen mod Jammerbugt i 2. division i sidste sæson.
Sportslig ansvarlig Brian Gellert:
– “Ano” er et stort talent, og en lokal dreng, som har rykket sig meget i sin udvikling det sidste års tid. Det har været et stort ønske for Anosike at prøve sig af på højere niveau, så vi har efter dialog med AaB og Anosike og hans rådgivere, fået en rigtig fin aftale i stand for både Anosike og FC Helsingør. Det er en rigtig flot udvikling Anosike har været igennem, og han er et godt eksempel på det store stykke arbejde, der bliver udført i ungdomsafdelingen. Ano har været del af Idrætslinjen HEAs samarbejde med ungdomsafdelingen, og hos os har især René Lybek Hansen, Daniel K. Pedersen og Carsten Dohm, m.fl. været instrumentelle i at rykke ham gevaldigt de senere år. Efter et par rigtigt gode præstationer på vores førstehold, er det gået stærkt med interessen omkring ham, og vi glæder os til at følge Anosike i Superligaregi.
Akademidirektør Kennneth Rasmussen er stolt af salget:
Jeg er stolt på både klubbens og Akademiets vegne. Det er en kæmpe cadeau til alle de trænere og ledere, der lægger et kæmpe stykke arbejde i udviklingen af de unge spillere. Det er en virkelig god følelse, at vi nu er nået i mål med anden del af vores to store målsætninger, som er at udvikle spillere til førsteholdet, samt udvikle spillere, der kan sælges til klubber på højeste niveau.
18-årige Anosike Ementa har scoret 12 mål i 16 kampe i U19-regi, og fik tre kampe på førsteholdet med en enkelt assist til følge.
af FC Helsingør | 27. jan 2021 | fchelsingor.dk