Af Dennis Hynnecke
FCH Talentakademi er nu rykket op i Top 20 blandt landets 50 talentmiljøer, der nu har fået svar på deres licensansøgning fra DBU.
For et år siden blev FCH Talentakademi begunstiget med to stjerner og en placering som nr. 22 blandt landets talentmiljøer. I sig selv imponerende, men nu er det lokale talentarbejde altså avanceret endnu engang.
De 50 klubber med talentmiljøer rundt om i landet, der har indsendt licensansøgning til DBU har netop fået svar og her modtog FCH Talentakademi en halv stjerne mere end sidste år og altså nu oppe på 2,5 stjerner, mens man samtidig er rykket ind i Top 20 og op på en 19. plads.
Det er da også en rigtig glad og stolt Akademi direktør der modtog nyheden i går.
– Vi er rigtig glade, fortæller talentchef Kenneth Rasmussen. Det opfylder vores målsætning med 2,5 stjerner, hvilket er en halv mere end sidste år, samtidig med at vi er rykket ind i Top 20.
FCH U17 og FCH U19 fik et wildcard til hhv. U17 Divisionen og U19 Divisionen tilbage i sæsonen 2017/18 og er altså i gang med deres blot fjerde sæson i landets næstbedste række.
– FCH Talent er et af de yngste talentmiljøer i Danmark i forhold til mange af de andre med en lang historik og store budgetter.
– Historisk set er de fleste talentfulde spillere i Helsingør gået til andre klubber som FCN og dels Lyngby. I dag vil produktiviteten være støt stigende fordi vi har fået et elitemiljø i Helsingør. I stedet for at spillerne bruger 10-15 timer på transport ugentligt for at tage til en klub sydpå for at spille, så bliver de i FCH Talentakademi, der da også har en klar overvægt af spillere fra de lokale moderklubber, fortæller Kenneth Rasmussen.
U17 og U19 på medaljejagt i landets næstbedste række
– I forhold til alle de processer, vi har igangsat, så kan man sige, at vi høster frugterne af det arbejde nu med de 2,5 stjerner og en plads i Top 20, samtidig med at FCH U17 og FCH U19 ligger til medaljer i hhv. U17 Divisionen og U19 Divisionen, pointere Akademi direktøren, der samtidig betoner vigtigheden af at videreudvikle et talentudviklingsmiljø baseret på kvalitet, tillid og tryghed, for vores spillere og trænere.
Hvordan har I nået den her målsætning?
– Vi har løftet os på samtlige parametre. Vi arbejder med alle holdene fra U10 til U19, individuelt som klóllektivt. Der har vi løftet os, understreger Kenneth Rasmussen og fortsætter.
– Vi har udviklet vores spillestil ned igennem årgangene – den lyseblå tråd, kalder vi den. Derudover har vi udviklet os omkring vores struktur, talent-ID og et struktureret scoutingsystem. Vi hører da også fra modstanderhold at vores forskellige årgange har fået et mere ensrettet udtryk med boldbesiddende og offensiv fodbold, udtaler en glad og stolt talentchef.
Moderklubberne
– Vi har en rigtig god struktur og vi har fået løftet børnefodbolden i samarbejde med moderklubberne via en god dialog og aktivt samarbejde med moderklubberne rundt omkring i Helsingør Kommune.Det skal moderklubberne have et rigtig stort skulderklap for.
Hvor meget mere kan I løfte det lokale talentarbejde?
– Vi kan blive mere ambitiøse, men det kræver en endnu dybere dialog med Helsingør Kommune omkring eliteniveauet.
– FCH Talentakademi er super tilfredse med samarbejdet med kommunen, men det handler om at videreudvikle rammerne for elitetalentarbejdet med fodbold i kommunen og så selvfølgelig med klubbens førstehold.
I har fået meget ud af lidt rent økonomisk. Hvad er ambitioner for det kommende år?
– Det allervigtigste er at udvikle spillere som kan gå ind på vores førstehold eller komme videre på højeste nationale niveau. Derudover hvis man kan få løftet sponsorniveauet, så vi kan få tilført ressourcer. Fodbold på det her niveau handler i stor grad om ressourcer.
– Jeg vil gerne sende et kæmpe stort cadeau til alle trænere, ledere, samt bestyrelsen i foreningen FC Helsingør. Der bliver lavet et kæmpe stykke arbejde. Det er jeg rigtig stolt af, slutter en stolt Akademi direktør Kenneth Rasmussen.
Nedenfor et overblik over årets licensrangering, som DBU netop har sendt ud til de 50 talentfodboldmiljøer i Danmark.