Fra skoleårets start her efter sommerferien starter Helsinge Realskole og FCH Talent Akademi et nyt og spændende samarbejde op – og begge parter ser meget potentiale i det fremtidige samarbejde.
Helsinge Realskole har for et års tid siden, sammen med Helsinge Fodbold, startet et nyt tiltag op i form af en fodboldlinje – som hedder SportTalent, det projekt er kommet rigtig godt fra land. Linjen tilbyder drenge og piger på 7-9 årgang fodboldrelateret træning 1x om ugen med SportTalent og FCH samt 1x om ugen med individuel fysiologisk træning, tilpasset den enkelte i samarbejde med Aalborg Universitet.
– I FCH har vi længe haft et ønske om at blive mere synlige i netop Helsinge området, udtaler Ungdomsudviklingstræner René Lybek Hansen fra FCH Talent Akademi. Helsinge har en lang og god historik for at udvikle dygtige fodboldspillere og vi ser et stort potentiale, med mange muligheder i området, hvor vi med dette samarbejde håber og tror på at vi kan understøtte det i forvejen spændende projekt, fortsætter René Lybek Hansen.
Helsinge Realskole ser frem til et spændende og udviklende samarbejde og forventer et kvalitetsløft for deres SportTalent-elever. Det bliver spændende at se, hvad samarbejdet mellem FCH Talent Akademi og Helsinge Realskole kan medføre i relationen mellem elitesport og skole.
Du kan læse mere om Helsinge Realskole her: https://helsinge-realskole.dk/