Årets TALENTPRIS: Og de nominerede er… (her er de 6 bejlere til Sparekassen Sjællands Talentpris 2021)

Det syder og bobler med talent i FCH Talent Akademi. Både u19 og u17 ligger med helt fremme i ligaerne som også første senior gør i Nordic Bet Ligaen. Virkelig mange unge talenter yder hver uge rigtig meget til træning og kamp. Og trods Corona-pausen har ungdomsholdene inkl. de nominerede virkelig startet foråret godt.

De nominerede til Sparekassen Sjællands Talentpris 2021 er i tilfældig rækkefølge:

  • Elliot Blomgreen Suenson, årgang 2007, U14 (tidl. Espergærde IF)
  • Frederik Staghøj, årgang 2007, U14 (tidl. Espergærde IF)
  • Rasmus Sjøholm, årgang 2006, U15 (tidl. Snekkersten IF)
  • Sigurd Sachse, årgang 2004, U17 (tidl. Hornbæk Fodbold derefter Espergærde IF)
  • Gustav Rosenquist, årgang 2005, U17 (tidl. Snekkersten IF)
  • Nikolaj Bagger, årgang 2005, U17 (tidl. Snekkersten IF)

En af de seks kan senere på årets bryste sig med at have vundet Sparekassen Sjællands Talentpris 2021. Prisen er blevet en lille tradition i FCH. Sparekassen Sjælland har nemlig støttet op om prisen siden sæson 2018, hvilket vi i FCH sætter stor pris på.

Prisen
Prisen gives til den FCH-spiller og Helsingør Elite Akademielev, der har udmærket sig mest i den forgangne sæson. Udover at vandrepokalen og æren modtager vinderen et gavekort fra en anden af klubbens mangeårige sponsorer Mr. August suppleret med en lækker og rummelig trolley (Transit Cabin bag) sponseret af August Sport og Erhverv sammen med Craft Sportswear (læs historien om vores tøj-sponsor samarbejde under “Sponsorerede nyheder – FCH Talent“).

Kåring
Sparekassen Sjællands Talentpris bliver uddelt op til kampstart ved en FCH-hjemmekamp på Helsingør Stadion i maj. Vinderen bliver naturligvis også præsenteret her på siden. 

Vinderen kommer i fint selskab
Den nye vinder kommer i selskab med Emil Steen Rasmussen (tidl. EIF, vinder 2018), Lasse Skafte (tidl. Gilleleje FK, FCN og Helsinge, vinder 2019) og endelig Mathias ”Mac” Christensen (tidl. EIF, vinder 2020 – se i øvrigt foto fra kåringen i fjor flankeret af Sparekassen Sjællands Christian Sørensen), som altså gjorde sig fortjent til prisen i fjor.

Lidt om kriterierne
Årets talent udvælges i et samarbejde mellem FCH Akademi samt Helsingør Talent & Elite. Det er nemlig væsentligt i udvælgelsen, at både skole og sport hænger tæt og godt sammen for den nominerede:

Hvert kalenderår kårer vi en spiller, der både er elev på HEA’s idrætslinje og er FCH-ungdomsspiller. Prisen bliver givet for at anerkende modtagerens evner, både som fodboldspiller i FC Helsingør, og som elev på Helsingør Eliteidræts Akademi. Modtageren skal undervejs have udvist stor dedikation, fokus, modenhed, og ikke mindst et talent for at flytte sig selv som elev, spiller og menneske. Disse karaktertræk skal igen have gjort, at modtageren har formået at præstere på banen og skolebænken. Samtidig har modtageren brugt sine sociale kompetencer, samt været med til at skabe trivsel og et godt læringsmiljø i begge sammenhænge.

Foto: Annemarrie Lennings
Tekst: Jesper M. Rendtorff

FLERE NYHEDER